Før plantning
Hvornår skal kejserkroner plantes?
Kejserkroner plantes om efteråret, helst fra september til oktober. Det er en fordel at plante løgene forholdsvis tidligt, så de når at danne rødder inden vinteren.
Hvor skal kejserkroner plantes?
Kejserkroner trives bedst på en solrig eller let halvskygget placering. En lun plads giver normalt den bedste blomstring.
Hvilken jord foretrækker kejserkroner?
Jorden skal være næringsrig og veldrænet. Kejserkronens store løg tåler dårligt at stå i våd jord gennem vinteren, da det kan få løget til at rådne.
Hvad gør jeg, hvis jorden er tung og leret?
Har du tung jord, bør den forbedres med eksempelvis grus, groft sand eller kompost, så overskydende vand lettere kan løbe væk. Et lille lag grus under løget kan også forbedre dræningen.
Kan kejserkroner plantes i krukker?
Ja, men brug en stor og dyb krukke med gode drænhuller. Krukken skal være stor nok til, at løget kan plantes i korrekt dybde og samtidig være beskyttet mod kraftig frost.
Under plantning
Hvor dybt skal kejserkroner plantes?
De store løg plantes normalt omkring 15–20 cm dybt, målt fra jordoverfladen til toppen af løget. Meget store løg kan med fordel plantes lidt dybere.
Hvor stor afstand skal der være mellem kejserkronerne?
Plant med cirka 25–30 cm mellem løgene, så de kraftige planter har plads til at udvikle sig.
Hvordan skal løget vende?
Kejserkronens løg har ofte en tydelig fordybning eller et hul i midten. Plant derfor løget lidt på skrå, så vand ikke bliver stående i fordybningen.
Hvorfor anbefales det at plante løget på skrå?
Der kan samle sig vand i hullet efter sidste års blomsterstængel. Ved at lægge løget let på skrå mindskes risikoen for, at vand bliver stående og forårsager råd.
Skal kejserkroner plantes enkeltvis eller i grupper?
De kan plantes enkeltvis som markante blikfang, men er særligt flotte i grupper på 3–5 planter. Sørg for god afstand mellem løgene.
Skal der vandes efter plantning?
Hvis jorden er tør, kan du vande efter plantningen, så jorden slutter godt omkring løget. Herefter er almindelig efterårsnedbør normalt tilstrækkelig.
Efter plantning
Skal kejserkroner vandes om vinteren?
Nej. Normalt skal de ikke vandes om vinteren. Det er vigtigere at undgå for meget fugt omkring løgene.
Hvornår kommer kejserkronerne op?
Skuddene kommer tidligt om foråret og kan vokse meget hurtigt, når temperaturen begynder at stige. Afhængigt af sorten blomstrer kejserkroner normalt i marts, april eller maj.
Skal kejserkroner gødes?
Ja, de store planter har glæde af næring. Giv gerne lidt kompost eller organisk havegødning om foråret, når skuddene begynder at komme frem.
Skal kejserkroner vandes om foråret?
Vand i længere tørre perioder, især mens planterne vokser og danner blomster. Jorden må gerne være let fugtig, men aldrig konstant våd.
Skal de visne blomster fjernes?
De visne blomster kan klippes af, hvis du ikke ønsker frødannelse. Lad selve blomsterstænglen og bladene blive stående.
Hvornår må bladene klippes ned?
Vent, til bladene og stænglen er helt gule og visne. De grønne blade producerer energi, som lagres i løget og bruges til næste års blomstring.
Kommer kejserkroner igen år efter år?
Ja. Kejserkroner er flerårige og kan stå samme sted i mange år, når de får en solrig placering og især en jord med god dræning.
Hvorfor blomstrer min kejserkrone ikke?
Manglende blomstring kan blandt andet skyldes, at løget står for vådt, får for lidt sol, er plantet for øverligt eller mangler næring. Bladene kan også være blevet fjernet for tidligt året før.
Skal kejserkroner graves op hvert år?
Nej. De har det som regel bedst med at blive stående. Grav dem kun op, hvis de skal flyttes eller deles.
Godt at vide
Hvorfor lugter kejserkronens løg?
Kejserkrone (Fritillaria imperialis) har en meget kraftig, karakteristisk lugt. Forskere har faktisk identificeret de flygtige svovlforbindelser, som giver løget og planten den stærke, næsten ræveagtige lugt, det er helt naturligt for planten og ikke tegn på, at løget er dårligt.
Har du muldvarper i haven?
Kejserkronens løg har en karakteristisk kraftig lugt, som traditionelt siges at virke afskrækkende på muldvarper og andre dyr, der færdes under jorden og har derfor i mange år har været brugt i haver i håbet om at holde muldvarper på afstand.
Kan kejserkroner stå mellem andre forårsløg?
Ja. De høje planter er flotte sammen med eksempelvis tulipaner, påskeliljer, Allium og lave forårsstauder, hvor kejserkronerne giver højde og et markant blikfang.